Hvornår har du sidst tilladt dig selv at kede dig?

Kan du huske, da du var barn, hvor let det var at kede sig? Måske er du, ligesom jeg, født i en tid hvor den stationære telefon – eller mobilen – ikke var hver mands eje. Måske lyder jeg som om, jeg er 100 år, når jeg nævner det, men det er faktisk ikke mere end 43 år siden, den første mobiltelefon blev lanceret i Danmark. Meget er sket siden da. Tænk bare på, hvor kort tid det egentlig er i vores historie.

Dengang havde vi ikke en mobiltelefon til at underholde os, når vi kedede os. Det er nok de færreste af os, der for alvor husker det i dag. Men jeg gør.

Jeg husker det så tydeligt. Min familie havde ikke telefon derhjemme. Man måtte gå ud på gaden og hen til en telefonboks i det offentlige rum og putte mønter i. Det betød ofte, at man ringede kort – og kun med vigtige beskeder.

Jeg husker vores aftener som barn. Vi spillede spil, hørte musik, læste – og vi havde tid til at kede os. Når jeg tænker tilbage, var det netop i de perioder, hvor jeg kedede mig mest, at jeg fandt på kreative idéer og ballade! Det var helt naturligt. Det var ikke noget, jeg – som i dag – skulle sætte “tid” af til i kalenderen for at være kreativ.

Min oplevelse er, at kedsomheden i dag kæmper med mange konkurrenter: sociale medier, musik, Netflix, YouTube, mobiltelefoner osv. Hvis man i dag ønsker at kede sig, kræver det næsten viljestyrke at vælge de mange muligheder fra for bevidst at vælge kedsomheden til i perioder af sit liv.

Måske synes du, det lyder lidt floskelagtigt. Men det er det, jeg selv oplever indimellem – og også hører fra andre: at det kan være svært at give sig selv lov til at finde tid til at kede sig i en travl verden.

Selv når jeg går ud i naturen for at slappe af i hoved og krop, møder jeg ofte mennesker, der bruger musik eller podcasts på deres løbe- eller gåture. De slapper sikkert bedst af på den måde, formoder jeg. Men det giver ikke hjernen særligt mange muligheder for at nyde stilheden eller kedsomheden i længere tid ad gangen.

Måske er det derfor, vi som samfund oplever, at flere og flere har svært ved at være i stilhed i længere tid.

Jeg oplever i hvert fald flere mennesker, der kommer til mig med et ønske om at “lære” at være mere i ro og balance – og som gerne vil bruge naturen som en hjælper. De erfarer dog hurtigt, at det kan være svært bare at være til stede i naturen og være stille med sig selv i starten, når de kommer her i terapihaven. Det er helt naturligt, når både hoved og krop har været i alarmberedskab længe.

Men allerede efter få timer fortæller mange, at de kan mærke en ændring i deres mindset og i deres evne til at være stille i naturen. Når de bruger naturøvelserne og øger brugen af sanserne – se, lytte, mærke, dufte, smage – sker der noget. De oplever, at når de giver sig selv lov til bare at være til stede i haven og slipper de ydre, kunstige stimulanser for en længere stund, så kan de faktisk nyde at være der. Nogle oplever endda, at de kan kede sig.

Og det er godt.

For mange af dem, jeg arbejder med, er det netop her, kedsomheden kommer ind i billedet. For når både hoved og krop har været i alarmberedskab i lang tid, kan stilhed og “ingenting” føles utrygt. Det er ikke fordi, der er noget galt med os – men fordi vores nervesystem ikke er vant til ro.

Her spiller amygdala en vigtig rolle.

Amygdala sidder i den del af hjernen, der styrer vores følelsesmæssige reaktioner, og den fungerer som kroppens alarmcentral. Den hjælper os med at overleve ved hurtigt at reagere på fare og ved at lagre oplevelser, som er vigtige at huske. Det er en livsnødvendig funktion.

Men når vi gennem længere tid har været stressede, pressede eller urolige, kan amygdala komme til at overreagere. Den kan begynde at tolke helt harmløse situationer som farlige. Det kan være stilhed, pauser – eller det at kede sig. I sådan en tilstand mister vi let evnen til at tænke klart, og kroppen kan reagere med uro, angst eller rastløshed.

Det er også derfor, mange helt automatisk søger mod ydre stimuli som mobil, musik, podcasts eller serier. Ikke fordi de ikke vil være i ro – men fordi kroppen forsøger at regulere sig selv og dæmpe alarmen.

Når sanserne aktiveres blidt i naturen, får nervesystemet besked om, at der ikke er fare. Amygdala falder gradvist til ro. Stresshormonerne sænkes, og kroppen får mulighed for at slippe kamp- og flugtberedskabet.

Det er ofte her, noget interessant sker.

For når alarmen slukker, og der ikke længere er behov for konstant stimulation, opstår der plads. Plads til stilhed. Plads til nærvær. Og nogle gange også plads til kedsomhed.

Og kedsomhed i denne sammenhæng er ikke tomhed. Det er et tegn på, at kroppen og hjernen igen tør give slip. At det er trygt bare at være. At der ikke hele tiden skal ske noget.

Måske handler det ikke om, at vi skal lære noget nyt – men om at huske noget gammelt. Noget, vi engang kunne helt naturligt. At sidde og kigge ud i luften. At være uden formål. At lade tankerne vandre.

Måske er kedsomhed ikke spild af tid, men en stille invitation. En invitation til at lytte lidt mere indad. Til at give nervesystemet en pause. Til at lade naturen – og os selv – få lov til bare at være.

Og måske kan du spørge dig selv, næste gang du mærker trangen til at fylde stilheden ud:

Hvad nu hvis jeg bare blev lidt længere?