Stilhed i en støjende verden 

Stilhed i en støjende verden – hvorfor er vi blevet bange for den? 

Jeg ved ikke, hvordan du har det med stilhed.

Om den opleves som noget rart – eller noget ubehageligt.

I mit arbejde som terapeut – og i mit eget liv – oplever jeg dagligt, at stilhed er blevet en sjælden størrelse. Verden bevæger sig hurtigere på næsten alle parametre, og lyd, støj og konstante stimuli er blevet en naturlig del af vores vågne liv.

For mange starter dagen med musik, radio, tv eller sociale medier. Lyde, der straks fylder rummet. For nogle er det svært – næsten umuligt – at begynde dagen uden. For andre er stilhed en nødvendighed for at kunne lande i sig selv.

Fælles for os alle er dog, at vi udsætter os for massiv lyd og støj det meste af dagen.

I hjemmet. På arbejdet. I trafikken.

Hvad sker der i hjernen, når der aldrig er stille?

Fra et neuro fagligt perspektiv er dette interessant – og bekymrende.

Vores hjerne bombarderes det meste af døgnet med sanseinput, hvis vi ikke bevidst vælger noget fra. Den skal ikke blot modtage information, men også sortere den. Her spiller thalamus en central rolle som hjernens “filter”, der vurderer, hvilke sanseindtryk der skal sendes videre til frontallapperne, hvor information analyseres, integreres og omsættes til handling.

Når der konstant tilføres nye stimuli – lyde, notifikationer, samtaler, trafik, skærme – får hjernen meget lidt mulighed for restitution. Det kan sammenlignes med en computer, der kører for mange programmer samtidigt: Systemet bliver langsommere, mere sårbart og i risiko for at gå i overload.

I terapien ser jeg ofte, hvordan denne overbelastning viser sig som:

Stilhed er ikke bare fravær af lyd – det er et nødvendigt regulerende rum for nervesystemet.

Et liv i forandring – og mindre stilhed.

Jeg er 63 år og har haft den særlige mulighed at følge samfundsudviklingen gennem et langt liv. Jeg har oplevet, hvordan støjen gradvist er taget til, og stilheden er blevet trængt i baggrunden.

I dag har vi utallige muligheder for aldrig at være stille – heller ikke i de små pauser mellem hverdagens pligter. Selv ventetid udfyldes ofte automatisk med en skærm, en podcast eller musik.

Måske skyldes det, at vi som mennesker – og som samfund – stiller høje krav til os selv om konstant tilgængelighed. At være online. At være effektive. At svare hurtigt. At præstere.

Men hvad koster det, når der aldrig er stille?

Er vi blevet bange for stilheden?

Jeg vil tillade mig at stille et åbent – og vigtigt – spørgsmål:

Er vi blevet bange for stilheden med os selv?

For mange mennesker, jeg møder i terapien, kan stilhed i starten føles ubehagelig. Når støjen forsvinder, opstår der plads – og i den plads kan der dukke tanker, følelser og kropslige fornemmelser op, som længe har været overdøvet.

Stilhed kan derfor både være helende og udfordrende.

Især hvis nervesystemet allerede er belastet.

Derfor handler stilhed ikke om at “slukke alt”, men om tempo, dosering og tryghed. Om gradvist at genlære evnen til at være i ro – uden at blive overvældet.

Stilhed som et bevidst valg.

Der er tegn i tiden på, at flere søger mod naturen. Måske for oplevelser. Måske for bevægelse. Men jeg håber også, at det handler om noget mere grundlæggende:

Måske har vi ikke mistet evnen til stilhed.

Måske har vi bare glemt, at den er et valg.

Et valg, vi kan øve os i igen.